- Konfirmation med eller uden tilspørgelse?

Min teologi ville nok være konfirmation uden tilspørgsel; men mine personlige erfaringer siger noget andet.

Da jeg gik i 7. klasse, var jeg – som så mange andre store børn – i svær tvivl om konfirmation. Mine forældre pressede ikke. De ville bare have, at jeg gik til konfirmandundervisning, så måtte vi se, om det gav mening med en konfirmation.

Så jeg husker det som en afgørelse, jeg traf. Eller en fortrolighed, jeg erfarede undervejs.

Under alle omstændigheder ville jeg meget gerne have haft lov at sige et Ja-tak! til min konfirmation, og på den erindring konfirmerer jeg med tilspørgsel (Kaj Mogensens formulering):

"N.N. forsager du djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen?

Tror du på Gud Fader og på Jesus Kristus og Helligånden, som vi har bekendt det?

Og ønsker du at blive i din dåbspagt hele livet?"

Sidste år havde jeg imidlertid en (ADHD) dreng på et af holdene, som gerne ville konfirmeres; men var så samvittighedsfuld over sin tvivl, at han ikke ville sige ja i kirken.

Og det viste sig, at man fint og meningsfuldt kan gennemføre en konfirmation med tilspørgsel til nogle og ikke alle.

Han blev fuldt ud ligeså "bekræftet" som de andre.

Og fleksible løsninger er også højtidelige.

Gud gav jer livet og Han ønsker at bruge jer til noget godt.

Anne Hillgaard Pedersen