Lyt til salmen, du kan synge med - teksten står nedenfor.
1. Menneske, din egen magt
gør dig svimmel og forsagt,
du skal selv på denne klode
skelne ondskab fra det gode,
dybt ansvarlig for din jord.
2. Du skal bringe verden fred,
dagligt brød og kærlighed.
Livets Gud har dine hænder,
derfor er det dig, han sender,
når din næste lider nød.
3. Du skal værne det, der gror
overalt på denne jord.
Gennem dine varme hænder,
dine ansigtstræk, de kender,
kommer Gud til sine børn.
4. Ingen træffer livets Gud
mellem fjerne stjerneskud.
Han er Gud blandt mænd og kvinder,
der hvor han hver morgen finder
redskab for sin kærlighed.
5. Menneske, dit liv er stort,
uden dig blir intet gjort,
synker du til bunds i sorgen,
rejser Gud dig op i morgen
med din næstes milde hånd.
6. I det blanke morgengry
skaber Gud dit liv på ny.
Dag er optakt, muligheder
for at hjælpe dem, der beder
om et værdigt liv på jord.
7. Og når du har brugt din dag
til det sidste åndedrag,
standser Gud din gråd og klage,
tar en misbrugt dag tilbage,
nådig skjult i evighed.
Lars Busk Sørensen 1986