Folkekirkens Konfirmandcenters formål er at udvikle og støtte konfirmationsforberedelsen.
Som led i sit formål skal Folkekirkens Konfirmandcenter bl.a. arbejde med at tilbyde konkrete oplevelses- og undervisningsforløb i en folkekirkelig sammenhæng, indsamle ideer og erfaringer og skabe nye initiativer ud fra de nyeste pædagogiske og didaktiske teorier. Alt sammen skal medvirke til at udvikle og modernisere konfirmationsforberedelsen og støtte folkekirkens præster, kirke- og kulturmedarbejdere m.fl. i deres arbejde med konfirmationsforberedelsen og andre tilsvarende tiltag.
Folkekirkens Konfirmandcenter har også til formål at støtte og udvikle minikonfirmandundervisningen. Det gøres ved lignende tiltag som på konfirmandområdet.
Denne hjemmeside er skabt til præster og medarbejdere i Den Danske Folkekirke.
Her vil vi dele ideer, inspirere, skabe netværk og udvikle konfirmationsforberedelsen til forhåbentlig glæde for de 45.000 årlige konfirmander.
På siden og i Idé-basen er der indsamlet forløb og aktiviteter fra alle ender af landet, såvel som ideer fra hele det kirkelige landskab. Noget vil nogen kunne bruge, mens andet vil passe til andre.
I en bog om Oplevelse og pædagogik skriver Knud Munksgaard mfl.
"Livets gådefuldhed og mangfoldighed kan ikke erkendes ad rationel vej, den må opdages og opleves."
Udgangspunktet for Folkekirkens Konfirmandcenter er at skabe forløb, der i høj grad er baseret på oplevelsepædagogik. Eller sagt med en Grundtvigs ord.
"Phantasie og følelser hører lige saavel til et ordentlig menneske som forstand"
Endelige siger Hans Ravn Iversen, "Kroppens teologi"
"Kristendommen sætter sig i kroppen på os, så kroppen kan huske, når vi selv har glemt, trøste, når vi selv er trøstesløse og tænke, når vi selv er tankeløse. På den måde kommer nåden til os gennem kroppen - helt udenom vores tankemæssige præstationer."
Velkommen til et forhåbentlig spændende samarbejde
Folkekirkens Konfirmandcenter