Som det fremgår af folkeskoleloven (se nedenfor), så fastsættes tidspunktet ved en forhandling mellem kommunalbestyrelsen og præsterne.
Tidspunktet skal fastsættes inden for de rammer som kommunalbestyrelsen har fastlagt, herunder skoledagens længde.
Ifølge lovgivningen, skal undervisningen placeres i det tidsrum som undervisningen normalt foregår i.
Nu er skoleledere normalt til at snakke med og jeg synes man skal tage en snak med den aktuelle skoleleder. Hvis ikke det lykkedes kan man jo bruge lovgivningen, henvende sig til kommunalbestyrelsen - men det er jo normalt ikke den bedste måde at skabe samarbejde imellem kirke og skole.
Da jeg har undret mig over definitionen af en normal skoledag, har jeg spurgt i ministeriet og fået følgende svar den 1/10-2010:
Kære Finn Andsbjerg Larsen
Dét, der er fastsat i folkeskoleloven, er, at der "skal sikres konfirmationsforberedelsen den nødvendige tid inden for de rammer, som er fastsat, jf. § 40, stk. 2, nr. 4, og § 44, stk. 2, nr. 1". Det vil sige inden for de mål og rammer, som kommunalbestyrelsen har fastsat for antallet af skoledage, skoledagens længde m.v. samt inden for de principper, som skolebestyrelsen har fastsat om undervisningens organisering, herunder om skoledagens længde.
Det ligger ikke i lovens formulering om, at "der skal sikres den nødvendige tid...." at tiden til konfirmationsforberedelse skal foregå i undervisningstiden, sådan at eleverne mister undervisningstid i fagene. Men det betyder, at ved tilrettelæggelsen af undervisningen skal der tages hensyn til, at der skal være tid til konfirmationsforberedelse inden for "normal" skoletid. Den "normale" skoletid ligger inden for tidsrummet kl. 8 til kl. 16 - uanset hvornår den enkelte skoles undervisningstid er placeret. Selvom en skoles undervisning slutter kl. 13.40 er den "normale" undervisningstid generelt betragtet alligevel indtil kl. 16.
Jeg gør endvidere opmærksom på, at tiden for konfirmationsforberedelsen fastsættes ved forhandling mellem kommunalbestyrelsen og præsterne i kommunen.
Med venlig hilsen
Fuldmægtig Lise Bagge Rasmussen
Undervisningsministeriet
Afdelingen for grundskole og folkeoplysning Kontor for skolestart, styring, folkeoplysning og frie skoler Frederiksholms Kanal 26 1220 København K
§ 53. Tiden for konfirmationsforberedelsen fastsættes ved forhandling mellem kommunalbestyrelsen og præsterne i kommunen. Kan der ikke opnås enighed mellem parterne, træffes afgørelsen af kommunalbestyrelsen efter forhandling med de berørte menighedsråd.
Stk. 2. Der skal sikres konfirmationsforberedelsen den nødvendige tid inden for de rammer, der er fastsat, jf. § 40, stk. 2, nr. 4, og § 44, stk. 2, nr. 1.
§ 40,
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen fastlægger mål og rammer for skolernes virksomhed. Beslutning om følgende træffes af kommunalbestyrelsen på et møde:
4) Antallet af skoledage samt rammer for klassedannelsen, eventuel undervisning efter § 5, stk. 5, elevernes undervisningstimetal, skoledagens længde og specialundervisningen m.v.
§ 44,
Stk. 2. Skolebestyrelsen fastsætter principper for skolens virksomhed, herunder om
1) undervisningens organisering, herunder elevernes undervisningstimetal på hvert klassetrin, skoledagens længde, eventuel undervisning efter § 5, stk. 5, udbud af valgfag, specialundervisning på skolen og elevernes placering i klasser,