Vi slutter på samme måde hver gang. Vi stiller os op i en rundkreds og tager hinanden i hænderne og synger Velsignelsessangen. Stadig med hinanden i hånden sender vi nu det hemmelige minikonfirmandhåndtryk rundt. Der er ikke nogen særlig teologisk grund til at sende et håndtryk rundt i rundkredsen, men det giver børnene en mulighed for – på en sjov måde – at melde ud, hvem der kommer næste gang.

Det HEMMELIGE minikonfirmandhåndtryk

Første gang vi mødes til minikonfirmander har minikonfirmandunderviseren håndtrykket med i bukselommen. Håndtrykket er ikke en ting, der findes fysisk, men man leger, at det er der. Børnene får nu forklaret, at underviseren har haft det hjemme siden sidst, der var minikonfirmander, og at man nu skal sende det rundt i rundkredsen, simpelthen ved at afvente, at man får et håndtryk i hånden og så sende det videre til den næste i rækken, indtil det til slut havner ved underviseren igen. Nu bliver det så fortalt, at håndtrykket er en stor hemmelighed for alle andre end minikonfirmander. De må slet ikke fortælle det til nogen – andet end måske lige til deres far og mor – ellers ikke til nogen. Det er vigtigt ikke at underdrive, for børnene er godt klar over, det bare er en leg – og de elsker det. Nu spørger underviseren, om der er en, der har lyst til at passe på det indtil næste gang? Det skal være en, der er helt sikker på, at han eller hun kommer. Det valgte barn får nu at vide, at det er vigtigt at ”håndtrykket” ikke kommer i vaskemaskinen eller i tørretumbleren, for ellers bliver det helt vildt og ikke til at styre. Barnet skal også huske at lægge det over i et andet par bukser, hvis det ikke er de samme bukser, han eller hun har på næste gang. Nu sendes håndtrykket så rundt i kredsen igen, indtil det lander hos det barn, der skal have det med hjem. Han eller hun putter det i lommen. Og hermed slutter undervisningen. Næste gang slutter man på samme måde, dog uden alle forklaringerne omkring håndtrykket, og den minikonfirmand, der fik håndtrykket med hjem, er nu den, der sender det af sted igen, så det når hele vejen rundt i rundkredsen og derefter bestemmer barnet hvem, der skal have det med hjem til næste gang