Vi får også sommetider besøg af Historiefortælleren: Det er, når vi mødes i kirken, hvor jeg ikke har en overheadprojektor og derfor ikke kan tegne. Første gang, jeg introducerer børnene for ham, sker det ved, at jeg fortæller dem en lille historie: Jeg fortæller om, at jeg var henne ved kirken lidt tidligere på dagen for at gøre klart til vores undervisning. Og da mødte jeg en underlig, gammel mand udenfor. Han var så gammel, at hans skæg nåede knæene og faktisk havde fået et grønt skær af ælde. Smør bare godt på, når du beskriver denne ældgamle mand. Jeg fortæller så, at jeg snakkede med ham, og at han fortalte, at han altid vandrer rundt fra by til by, fra land til land. Og det har han gjort i 2000 år. Så fortæller jeg, at jeg så ham smutte ind i kirken, lige da jeg gik ud af kirkegården. Måske er han endnu herinde? Børnene får så at vide, de skal blive siddende på deres pladser, mens jeg leder. Og hvis jeg finder ham, er det nok meget vigtigt, at de sidder helt musestille, for så gamle mennesker kan ikke tåle for megen uro. Jeg beder også et par stykker om at holde sig klar, hvis han får brug for hjælp. Og jeg spørger så, hvor jeg skal kigge? De sender mig op på prædikestolen og op på pulpituret – jeg leder, men finder ham først, når de sender mig om bag altret (det kan også være i et andet tilstødende rum i kirken):

Her tager jeg en sjov gammel hat på hovedet og tager vores klingepung i hånden som en stok – og jeg er nu forvandlet til den 2000 år gamle Historiefortæller, der er krumrygget og må støtte sig tungt til sin stav, når han går. Han har oplevet Jesus, for da han var så gammel som en minikonfirmand, levede han i Israel, og hans mor tog ham altid med for at han skulle møde Jesus. Bag altret foregår der nu en ”dialog” mellem Historiefortælleren og mig. Jeg taler med forskellige stemmer: Historiefortælleren og jeg hilser på hinanden, og jeg inviterer ham ned i kirken for at fortælle for børnene. Han kommer ud bag fra altret og kalder på de børn, der skal hjælpe ham på plads på den stol, der er stillet frem til ham i korbuen. Han er stiv og krum og øm. Men han kan fortælle. Og han fortæller nu, hvad han selv oplevede som dreng, da han mødte Jesus. Derved sætter Historiefortælleren dagens tema: Den bibelhistorie han fortæller, danner baggrund for arbejdet resten af dagen. Historiefortælleren lægger derved en anden vinkel på den bibelske historie end den, vi ellers møder, idet bibelhistorien fortælles igennem et barns øjne. Historien skal igen tænkes igennem hjemmefra: Hvordan oplever et barn en situation? Kan det være svært at komme til at se noget, fordi alle de voksne tager udsynet? Kan man blive nødt til at lægge sig på maven og kravle ind mellem alle de voksnes ben for at få udsyn til det, Jesus er i færd med?

Børn i 3. klasse er lige på grænsen til ikke længere at tro på julemanden, dragen i eventyret og påskeharen. Men de vil gerne. Legen har endnu ikke helt sluppet dem. Og derfor er Historiefortælleren stadig tiltrækkende for dem. De tror faktisk lidt på ham – og så alligevel ikke, for de kan jo sagtens se, at det bare er mig, der går krumrygget og med en gammel hat på. Men legen er de stadig med på.