Vi vælger enkle og et begrænset udvalg af salmer her og synger børnesalmer igen og igen. Dagens tema brydes ganske vist herved, men genkendeligheden er sikret, og det er lige så vigtigt. Men vigtigst er, at børnene nu synger med af fuld hals og går syngende hjem, fordi de synes, at salmerne er gode!

Bedst er de salmer, der har et gentaget omkvæd. Det er selvfølgelig fordi, de svage læsere så kan være med, ved at de lærer omkvædet udenad. Det er der ikke så mange salmer, der har, men det gør ikke noget, for en 4-5 salmer til et helt forløb er nok! Børnene lærer disse få udenad og har dem med sig, når de efter kort tid er færdige som minikonfirmander. Det kan godt være, at de salmer, vi synger, ikke rummer den store teologiske dybde, men budskabet er klart, og børnene forstår det umiddelbart.

Vi synger meget ofte Tak Gud for denne lyse morgen og Måne og Sol. Nogle vil muligvis synes, det er at sætte børnene på smalkost, men det må så være sådan. Jeg vil hellere have børnene til at synge med.

Men selvfølgelig synger vi også I østen stiger solen op og Op al den ting. Det er nok de to mest brugte salmer i Danmark, og dem skal minikonfirmanderne selvfølgelig også kende. Nogen steder vil børnene også kende disse salmer fra skolen, så de selv på disse relativt teksttunge salmer kan synge med.

 

 

 

Mange præster mener, at de 9-årige minikonfirmander bør have kendskab til de store kernesalmer: Kirken den er et gammelt hus, Hil dig, frelser og forsoner, Påskeblomst, hvad vil du her, osv. Sådan gjorde jeg også selv, da jeg begyndte at undervise minikonfirmander som ny præst: Hver gang skulle vi synge to nye ”store” salmer, som tematisk skulle passe til resten af dagen.

Det gik helt fint. Jeg synger ganske pænt, det gør min medhjælper også og børnene slog med megen møje og besvær også op på de rigtige numre i salmebogen. Men synge gjorde de ikke. Der er nemlig ikke mange børn, der kan læse godt nok til at kunne synge en salme, når de går i 3. klasse, endsige samtidig lære en svær Laub-melodi. Det tog mig lidt tid at indse, at dét nok ikke var vejen frem, og jeg tror, det er sådan for mange præster. Vi holder så meget af vores Salmebog og synes, det er noget af det bedste, vi overhovedet har. Vi vil derfor gerne give salmerne videre til børnene – og det skal vi også, men drypvis og meget langsomt. Tænk på, hvor mange gange du selv som barn har sunget Op al den ting som Gud har gjort til morgensang, inden du kom til at elske den. I dag synges der ikke morgensang på mange skoler, og det kan vi ikke lige rette op på i løbet af 8-10 lektioner ved at præsentere børnene for 20 af de store salmer. Gem dem til konfirmationsforberedelsen.