Et undervisningsmateriale
Den er blevet en moderne klassiker, Peter Madsens tegneserie Menneskesønnen om Jesus’ liv. Tegneserien, der har sit udgangspunkt i de fire evangelier, og især i fortællingen om påsken, udkom i 1995 og er siden blevet brugt til undervisning landet over.
Bibelselskabets Forlag udgiver en revideret udgave af John Rydahls undervisningsvejledning til Menneskesønnen. Vejledningen giver baggrundsstof og forslag til, hvordan man kan bruge den populære tegneserie til undervisning af større børn – både i folkeskolen og konfirmandstuen.
Den nye vejledning er blevet både mere omfangsrig og mere læsevenlig. Hver af John Rydahls forslag til fordybelsestemaer er blevet flankeret af kopiark og bilag til brug i undervisningen, ligesom vejledningen er blevet illustreret med Peter Madsens tegninger, så oplevelsen af undervisningsmaterialet er blevet mere helstøbt.
Peter Madsen, tegneren bag den populære tegneserie, siger:
”Menneskesønnen er min stemme i koret af mennesker, der har genfortalt den her historie gennem tiden. Nogle skriver salmer, komponerer musik eller laver teaterstykker - jeg har lavet en tegneserie. Hvis ikke Bibelen hele tiden nyfortolkes, og hvis ikke præsterne hver søndag holder prædikener over teksterne, så bliver det nemt en gammel og død bog.”
Er udgivet af Bibelselskabet og kan købes - klik her.