Den 16-årige svenske pige Greta Thunbergs strejker og tale - klik her - bla. på FN's Klimatopmøde i Polen er blevet et symbol og en stemme for rigtig mange børn og unge. De er bekymrede over klodens tilstand og deres fremtid, og de kræver handling af de voksne, fordi klimaændring og overforbrug handler om deres og deres børns liv.

I skolerne arbejdes der med FN's 17 Verdensmål ud fra samfundsmæssige, historiske og politiske vinkler - klik her - men hvad har kirken og kristendommen at sige ind i de sammenhænge?

  • Er verdensmålene et ekko af de udsagn, som vi finder i den store fortælling?
  • Er håbet om en ny og bedre verden ikke en del af den søgen menneskeheden altid har været rettet imod?
  • Og skal frygten for jordens undergang ikke mødes med samtale og en tro på, at intet er håbløst?

Teologi har ift. verdensmålene flere interessante perspektiver at byde ind med:

  • Tydning af verden som noget givet – og ikke som et middel
  • Fælles ansvar – også for fremtidige generationer
  • Individuelt ansvar for egne handlinger – tolket ud fra både lov og evangelium.  Den kristne er sat fri til at forholde sig til loven under ansvar over for såvel næsten som Gud.
  • Fremhævelse af barmhjertighed, kærlighed, retfærdighed, dom. Hvis kun den ene side af kristendommen fremhæves fører det nemt til enten moraliseren eller føleri, for nu at stille det meget forenklet op. 
  • Fremhævelse af sammenhæng mellem mod til at handle og tro på en fremtid. Hannah Arendt fremhæver f.eks. at modet til at handle er begrundet i tillid (som vi bl.a. får gennem evnen til at afgive løfter til hinanden) og menneskets evne til at starte forfra (hvilket finder sted i tilgivelsens mulighed – der både retter sig imod det vi har gjort, og det som vi fremadrettet vil gøre). Arendt har fokus på hvordan vi får livsmod på trods af at fremtiden er usikker og at vi ikke kan gøre det gjorte ugjort. 
  • Fremhævelse af håbet som både er begrundet i en tillid til Gud og medmennesket

 

Luther sagde til den 1. trosartikel:

For hvis vi af hjertet troede det, ville vi også handle efter det og ikke gå så stolt frem, være trodsige og prale, som om vi havde liv, rigdom, magt og ære fra os selv, så man skulle frygte og tjene os, sådan som den usalige, forvendte verden gør. Den er aldeles overvældet af sin blindhed og misbruger alle Guds goder og gaver alene til sit eget hovmod, købesyge, lyst og nydelse. Den ser ikke engang hen til Gud for at takke ham eller erkende ham som sin herre og skaber.

Luthers store katekismus

Hermed FN's 17 Verdensmål sat ind i en bibelsk kontekst med tekster, der taler med eller imod.

Metoden er altså modsatrettet en eksegese. Den har sit afsæt i nutidig forståelse af verdenens aktuelle udfordringer og forsøger at spejle dem ind i en bibelsk kontekst. Tanken er altså at læse og reflektere over Bibelens tekster ud fra de aktuelle udfordringer som verdensmålene er udtryk for.

Teksterne er på ingen måde tænkt en facitliste/manakorn - men en reflektion over bibelske referencer der taler ind i samme overvejelser.

Af Inspirationen til arbejdet i konfirmandlokale linker vi til en eller flere aktiviteter på siderne. Tanken er at åbne teksten og temaerne i et konkret undervisningsforløb.

Klik på verdensmålene og se bibeltekst og overvejelser.