Eneundervisning er et radikalt anderledes undervisningsvilkår både for konfirmand og underviser end holdundervisning. Intensiteten og arbejdsbelastningen er større for underviseren, så man bliver nødt til alene af den grund at overveje timetallet. Den udviklende dialog og læringsfællesskabet har begrænsede muligheder, så man bliver nødt til på det felt at søge kompensationsmuligheder. Dertil kommer, at konfirmanden med særlige behov har særlige læringsforudsætninger, der skal tages højde for med pædagogisk og måske også personlig støtte også ved eneundervisning.

Der er til gengæld noget, som ikke er anderledes. Uanset om konfirmationsforberedelsen udføres som eneundervisning eller holdundervisning, har den samme mål, fastsat i den Kgl. Anordning - klik her

• fortrolighed med det elementære i kristendommen og folkekirkens gudstjeneste
• at lære at leve i den kristne tro og som en del af det kristne fællesskab (Anordning § 1 stk.2)
• at bygge bro mellem konfirmandernes livsverden og evangeliet
• at indøve konfirmanderne i gudstjenestelig praksis (Anordning § 8)

Den didaktiske udfordring er at sammenspille former og arbejdsmåder, der udfolder det formål for konfirmander, for hvem det er umuligt at deltage i holdundervisning. Også de skal i løbet af konfirmationsforberedelsen have mulighed for at opnå et fortroligheds- og eksistentielt-personligt forhold til det vigtigste i kristendommen. Med ”kernestof” angiver Biskoppernes Vejledning - klik her -, hvor man har en sikker mulighed for at kunne møde det:

• dåb
• nadver
• bøn (Fadervor)
• trosbekendelsen
• etik

Dertil kommer

• den bibelske frelseshistorie, særligt Jesushistorien,
• gudstjenesten.

Det er her, underviseren skal sætte ind med de bedst tænkelige aktualiserende og konfirmandrelevante tematiske formidlingsudtryk. Hvis det mål skal opnås, betyder det, at underviseren i udstrakt grad må være lyttende til den sårbare konfirmand og ikke stille for høje krav og forventninger til, hvad og hvor meget der skal lykkes fra gang til gang. Underviseren må hele tiden være parat til at ændre og være fleksibel. Konfirmanden gør gennemgående alt, hvad han eller hun kan for at leve op til situationen. Hvis det skal kunne blive anderledes, må de voksne, der er omkring konfirmanden, træde til og hjælpe. Underviseren kan derfor blive nødt til at lave om på sin undervisning, form og indhold, mange gange, førend det måske lykkes.

Konfirmander med eneundervisning skal i forlængelse af både evangeliet og Anordningen have mulighed for at erfare sig som en del af det kristne fællesskab med de blokerende vanskeligheder i den sammenhæng, som de måtte have. Det er her vigtigt at se, at der er mange måder at være en del af og opleve sig som en del af det kristne fællesskab. At kunne være i et andet rum end andre deltagere kan være inkluderende for den, der ikke kan klare at være til stede under en hel gudstjeneste eller et undervisningsforløb. Ligesom deltagelse i forberedelsen af en gudstjeneste og dialog om betydningen af det for gudstjenestedeltagerne kan være fællesskabsstiftende uden deltagelse. Det er udfordringen for underviseren at lytte sig ind på, hvordan det relationelle og fællesskabet kan tilbydes og få betydning for den enkelte.

Anordningen fastsætter minimum 48, tilstræbt 56 lektioner til konfirmationsforberedelse i den almindelige holdform. Det siger sig selv, at alene af arbejdsmæssige grunde vil en underviser ikke kunne bruge så lang tid på eneundervisning, når der samtidig er hold, som skal undervises. Dertil kommer, at intensiteten i undervisningen er af en anden karakter end holdundervisning; det lader sig ikke gøre at sidde på tomandshånd med en konfirmand i så mange timer. Endelig er en række af arbejdsformerne ved eneundervisning mindre tidskrævende, end når det gælder hold. Man skal i højere grad end ved holdundervisning tænke på at have rigeligt med stof, ikke kvantitativt, men mht. muligheder. En undervisningsidé kan hurtigt vise sig at slippe op eller måske aldrig komme i gang. Så er det vigtigt at have en anden mulighed at tage ind. Et spil, som kan være relevant for emnet, er altid godt at have i baghånden.

I overvejelserne over timetalsmængden må afsættet være undervisningens nødvendige temaer, kombineret med det, som konfirmanden kan klare – og at differentiere mellem undervisningstid og tid, hvor konfirmanden alene eller sammen med andre kan arbejde med stoffet uden for undervisningstiden. Et nøgletal vil kunne være at give hvert af de kernestofemner, som er fastsat i Vejledning til Børnekonfirmandundervisning og Konfirmation - klik her -, ét modul til undervisning. Det kan så i udgangspunktet være tænkt som en undervisningslektion. Men for konfirmander, der er så sårbare, at de har behov for eneundervisning, kan det være vigtigt, at præsten sætter barren lavt til længden af den enkelte undervisningslektion og ikke forcerer eller presser konfirmanden til at deltage længere, end konfirmanden kan magte. I starten af undervisningsforløbet og nogle gange kan det måske bare blive til at gå en kort tur og høre en historie. Det kan veksle fra gang til gang. Eventuelt skal konfirmand og underviser aftale et tegn, som konfirmanden kan give, når det er nok. Omvendt kan noget af undervisningen måske indgå i en halvdagsekskursion, hvis konfirmanden har kræfter til det.

Hjerneforskeren Kjeld Fredens siger, at der skal altid mindst to hjerner til for at udvikle sig. ”Hjerner vokser i fællesskaber og forvitrer i ensomhed”. Eneundervisning må derfor nødvendigvis være, fordi en undtagelsessituation kræver det – og selv da er det grundlæggende nødvendigt, at der skabes en læringsmæssig kompensation på en eller anden måde for det ensomme. Også en ene-konfirmationsforberedelse må efterlyse måder at kunne gøres ”fælles” på.

Underviseren, lærere/pædagoger, digitale kommunikationsmuligheder, eventuelt forældrene, bliver læringspartnere til erstatning for holdkammerater. Det kan i høj grad være en hjælp at have pædagoger (og måske også forældre, hvis de har overskud til det) med til undervisningen, da det kan være angstdæmpende for konfirmanden – og måske også for underviseren, der kan føle sig mere sikker i kommunikationen og få støtte til den. Samtidig kender den vante støttepædagog konfirmanden så godt, at han eller hun kan hjælpe konfirmanden med at få stillet sine egne spørgsmål og dermed få bygget den bro til konfirmandens egen livsverden, som konfirmationens formål kræver.

Ved eneundervisning vil der nødvendigvis opstå tavshed ind imellem. Af gode grunde opstår den sjældent på samme måde på hold. Som underviser kan man have vanskeligt ved tavsheden og fristes til at fylde den ud. Men stilheden skal have lov at være der. For mange unge med særlige behov er den forudsætning for den indre refleksion, som skal have længere tid end hos andre.

Endelig er det afgørende for de sider af konfirmationsforberedelsen, som foregår uden for undervisningstiden, altså hjemme eller i skolen, at de også har mulighed for at ske i en dialog. Pædagogen (og måske forældrene) kan her være nødvendig som støtte for det, konfirmanden selv skal lave, og indgå i dialog om stoffet. Ligesom digitalt formidlet kommunikation med præsten og underviseren mellem undervisningstimerne kan være en mulighed for nogle, når en god relation først er etableret.

Det elementære i kristendommen lader sig ikke afvikle som et brevkursus, men må være dialogisk, fordi det ud over en viden baserer sig på tolkning, altså indebærer samtale med og om ”teksten” og liturgisk erfaring, der er oplevelse med det gudstjenestelige fællesskab uden færdige svar.  

Undervisningen kan foregå i konfirmandlokalet, et andet egnet lokale eller nogle gange med held i kirkerummet, der ud over at være et af kristendommens autentiske læringsrum også har den faste, tydelige og genkendelige form, som kan være med til at give en sårbar konfirmand et overskud til læring. Men den konfirmand, som er belastet af ikke at kunne være som flertallet i fællesskabet med andre, kan også være belastet af at komme på ”det fremmede sted”. I så fald bliver man nødt til at overveje undervisning på skolen, hvis det er en tryghedsramme, eller hjemmeundervisning. Det vil være uproblematisk for sider af undervisningen, men selvfølgelig ikke for andre, bl.a. dem, der er knyttet til kirkerummet. Men der kan som sagt være andre hensyn, som må veje. Se videre under ”Hjemmeundervisning”.

Rummets indretning har betydning for indlæringen og bør derfor gennemtænkes nøje inden start. F.eks. hvis det skal være sognegård eller kirke, kan der skabes forskellige rum i rummet f.eks. et andagts rum, aktivitetsrum, ”pause” rum. For nogle konfirmander er det afgørende, at undervisningsstedet har samme indretning fra gang til gang. Er der i øvrigt forstyrrende elementer i rummet som varmeanlæg, projektorstøj, andre ansatte tilstede o.l.? Her er det en god ide også at tale med de øvrige ”i huset” om vigtigheden af roen, og at man ikke bare lige kommer ind.

Der vil være konfirmander, hvis psykiske handicap kræver særlig støtte, for at konfirmationsforberedelsen kan opfylde sit mål. En samtale med forældre, lærere/pædagoger vil kunne afdække, hvad konfirmandens behov er, hvor den maksimale motivation ligger, og hvordan det er løst i den daglige skoleundervisning og udvikling, f.eks. med voksenstøtte. Eventuelt kan en personlig støtte følge med over i konfirmationsforberedelsen, fordi den er tildelt både skolevirksomhed og fritid, eller der i det hele taget er forståelse på skolen for det vigtige i konfirmationsforberedelsen for den unges udvikling. Alternativt kan en støtte lønnes af kirkekassen. Man skal tænke denne støtte som konfirmandens ”ører, mund, hænder, ben, pandelapper, forestillingsevne osv.” i større eller mindre grad. Biskoppernes Vejledning forudsætter som en selvfølge, at den konfirmand, som plejer at have støtte i skolen, også skal have det i konfirmationsforberedelsen. Det gælder også, selv om det er eneundervisning.

Det er vigtigt, at forventning til en lærers/pædagogs deltagelse i konfirmationsforberedelsen er afstemt. Det er f.eks. nødvendigt, at lærere eller pædagoger er villige til at deltage i undervisningen (bede Fadervor, synge med på salmer mm.) og ikke bare være observatører. Her skal skolelederen gerne indover til at klargøre rammer og vilkår for pædagoger og lærere for, hvad samværet i kirken/konfirmandstuen skal indebære.

Samarbejdet med pædagoger og lærere er samtidig en vigtig støtte i form af sparring for underviseren både i forhold til den enkelte konfirmand og grundproblematikken i specialundervisningen. Kommunens Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning (PPR), som både er skolens og forældrenes støtte, vil også kunne inddrages som sparring for konfirmandunderviseren, ikke i forhold til den enkelte konfirmands sag, men i forhold til den generelle problematik (jf. Regler for specialundervisning i folkeskolen, der siger, at den specialpædagogiske bistand bl.a. indebærer ”specialpædagogisk rådgivning til forældre, lærere eller andre, hvis indsats har væsentlig betydning for elevens udvikling”).

Transport skal tænkes ind som en del af en nødvendig ramme omkring undervisningen. Hvordan kommer konfirmanden til undervisning – og hjem eller tilbage på skolen efter endt undervisning? Det skal aftales med skolen, både mht. struktur og økonomi.

Mht. den pædagogiske støtte skal der være klare aftaler med konfirmanden omkring undervisningen (jf. menupunktet ”Angst- og stressdæmpende forberedelse af undervisningsforløbet”) – og aftaler, som ikke mindst underviseren lader sig forpligte på. Der skal være ro på, også tempomæssigt, og samme struktur hver gang - klik her. Det vil for nogle konfirmanders vedkommende kun være godt, hvis det er de samme pædagogiske tilgange og metoder, der vender tilbage, forudsat at det er nogle, som motiverer konfirmanden. Det er vigtigt at prøve at undgå unødige forstyrrelser udefra i undervisningen, f.eks. at andre kommer ind og skal noget i rummet, med mindre konfirmanden er informeret på forhånd.

Det er vigtigt at vide, at nogle af disse sårbare konfirmander har en øget sensitivitet (lugte, smag, lyde, individuelle fobier mm.), så den måske kan kommes i forkøbet, selv om den er ikke altid er let at forstå og dermed forudse. Til gengæld forstår man så måske ind imellem en pludselig kraftig reaktion, som får konfirmanden til at ”lukke ned”.

Individuel liturgi – ikke mindst bøn – og situationer, ganske vist i sjælesorg og ikke undervisning, hvor der synges og bedes ”på tomandshånd”, er ikke ukendt i præstens professionelle sammenhæng.

Det er derfor på det punkt uproblematisk ved eneundervisning at opretholde den liturgiske praksis, som hører til den almindelige konfirmationsforberedelse. Også med en enkelt konfirmand kan man forme en minigudstjeneste i undervisningen. Måske kan den undervejs udvikles på det særlige vilkår med former, der kommer individuel involverende praksis i møde: f.eks. lystænding, mulighed for personlige bønner mm. Når man har vanskeligheder med det sociale spil, er liturgi i øvrigt ofte en god ting, fordi man ikke skal bruge energi på, hvad man skal sige og gøre hvornår, når det først er indøvet.

Til gengæld er det ikke sikkert, at den sårbare konfirmand altid magter at lade sig involvere direkte. At præsten eller underviseren siger Fadervor og Trosbekendelsen alene, kan godt alligevel erfares inkluderende af konfirmanden i det gudstjenestelige fællesskab.

Indøvning i liturgi, Fadervor, Trosbekendelsen, har ikke samme tidsmæssige vilkår, som når man mødes med konfirmandholdet hen over otte måneder. Det kan imødekommes ved at give konfirmanden, der modtager specialundervisning, en model for en enkel ”hjemmeliturgi” i form af f.eks. et Fadervor på et bestemt tidspunkt – måske støttet af forældre. Videoklip med Fadervor, Trosbekendelsen, Velsignelsen (evt. med tegn til tale) vil ligeledes kunne støtte indlæringen - klik her -. Også salmevideoer kan her inddrages som hjælpemiddel til salmeindlæring.

Arbejdsmiljømæssigt bliver man nødt til at tænke ”sikkerhed” omkring underviseren ind. På en skole eller specialskole er der altid et team inden for rækkevidde – og supervisionsmuligheder. Eneundervisning af en konfirmand kan ske at have helt andre vilkår. Her bliver man nødt til at skaffe sig et overblik inden over sikkerhed og muligheder for personlig hjælp og støtte til underviseren og handlemuligheder i ”worst case” situationer. Det kan kun anbefales at have anden voksenressource, helst en for konfirmanden fortrolig støtteperson, til stede i undervisningen.

Det er også nødvendigt at overveje, om en 1:1-undervisning på et isoleret sted omkring personlige emner og med kropsligt involverende liturgi er problematisk.

Hjemmeundervisning kan bestå af undervisningstimer og for en del selvstudium og opgaveløsning.

Der kan være tale om hjemmelæsning af et evangelium eller udvalgte bibelske tekster, f.eks. et læseforløb, som dækker den bibelske frelseshistorie. Konfirmandbiblen fra Bibelselskabet angiver her en forløbsstruktur og en læsehjælp. En række ”børnebibler” gør tilsvarende. Peter Madsens Menneskesønnen – eller Manga-Bibelen – kan også være en mulighed med den visuelle støtte, de giver.

Opgaveløsning kan bestå i opgaver som opfølgning af eller forberedelse til undervisningstimerne. Det kan være både praktiske og teoretiske opgaver, som i nogle tilfælde er oplagte at stille som digitale opgaver med responsmulighed – et arbejde med at aflæse centrale billeder og måske selv lave billeder, iMovies, præsentationer osv., research-opgaver, refleksionsopgaver.

Endelig kan der i hjemmeregi være mulighed for at gå på opdagelse og gøre sig erfaringer, i interview med forældre, i album, i praksis omkring påske og jul i hjemmet, familien eller udenfor, i liturgisk praksis.

Det gælder hele tiden, at selvstudium og opgaveløsning må afstemmes med, hvad konfirmanden magter, og hvilken støtte der vil være til rådighed derhjemme eller i skolen. Selvstudium, opgaveløsning og individuel praksis er ikke i sig selv optimal konfirmationsforberedelse. Kun hvis det indebærer ”samtalen” i tilknytning. Kristendom er ikke et læseselskab.

Det er konfirmationsforberedelsens mål, at undervisningen bygger bro mellem konfirmandernes livsverden og evangeliet (jf. Anordningen), dvs. at de kateketiske overvejelser hele tiden kobles på eksistentielle overvejelser ”Hvorfor er der noget og ikke bare ingenting?” ”Hvad mener vi med ordet Gud?” ”Hvad er meningen med livet?” ”Er der noget, der er det rigtige?” ”Hvad skal vi med tro i en verden, hvor det gælder om at vide?” osv. Det er underviserens opgave at sikre denne subjektorientering som en konstitutiv del af undervisningen.

Som reflekterende undervisning kan det være ud over, hvad en række af de sårbare konfirmander magter at forholde sig til, især hvis de er konkret tænkende og har vanskeligheder med forestillingsevnen. I de sammenhænge kan udbyttet blive større ved at bestræbe sig på at lade den personlige erfaring få mulighed gennem ”oplevelse” af kristendommen, i bibelfortælling og praksis, liturgisk og diakonalt.

Mht. undervisningstidens udstrækning henvises der til afsnittet ”timetal” under ”Eneundervisning”.

Samtalen er en bærende faktor, når præsten/underviseren dukker op til hjemmeundervisning. Men også i tiden mellem undervisningstimerne er det vigtigt at kunne koble samtale på undervisningen.

Samtalen med præsten/underviseren kan måske her i nogen grad føres videre via de sociale medier, altså en digital samtale, hvis konfirmanden har overskud til det. Det kræver udover en god relation både for konfirmandens og for præstens vedkommende en strukturering. Hvornår skal det foregå og hvor længe? Og underviseren skal være indstillet på, at samtalen måske alligevel ikke kan gennemføres som planlagt.

Der kan også være lærere og pædagoger, som stiller sig til rådighed på skolen eller bostedet som konfirmandens samtalepartnere omkring konfirmationsforberedelsens temaer og opgaver med den saglige begrundelse, at dette gælder konfirmandens udvikling og identitet. Det kræver en grundig samtale og forventningsafstemning med lærere og pædagoger.

Forældre er i sig selv oplagte at inddrage som samtalepartnere. Det forudsætter, at underviseren tager en vejledende samtale med forældrene om opgaven – hvad de forventes at gøre, og hvordan de kan gøre det – og respekterer, at deres overskud til sådan noget kan være yderst begrænset.

Måske vil den konfirmand, som ikke kan være med i holdundervisningen, godt kunne have kontakt med sine ”holdkammerater” over de sociale medier. En sådan kontakt vil kunne være en væsentlig del af en inklusion i fællesskabet – og en vej til at konfirmanden kan deltage i særlige fælles arrangementer (på særlige vilkår) og måske fælles konfirmation.

I øvrigt henvises til afsnittet om ”Den udviklende samtale” under ”Eneundervisning”.

Gudstjeneste og liturgisk praksis hører med til konfirmationsforberedelsens mål. Det må bero på en samtale med forældrene/bostedet, i hvilken udstrækning og hvordan den konfirmand, som har grunde til hjemmeundervisning, kan gå til gudstjeneste, og gudstjenesten må indrettes, så konfirmanden uproblematisk kan bevæge sig ud og ind undervejs, hvis det er nødvendigt for at kunne være med.

Hvis det er helt umuligt at deltage i den ordinære gudstjeneste, kan der måske formes en kateketisk gudstjeneste for konfirmanden og hans/hendes familie/støttepædagoger. Gudstjenesten kan her få dels en almen karakter, dels et individuelt udtryk. Eventuelt kan gudstjenesten formes som en optakt til konfirmationen, hvor der samtidig skabes en fortrolighed med konfirmationsritualet.

Mht. indøvning i liturgisk praksis omkring Fadervor og Trosbekendelsen henvises til afsnittet ”Liturgi” under ”Eneundervisning”.

Konfirmation er selvsagt omdrejningspunktet for konfirmationsforberedelsen. Den må derfor indgå i undervisningen, gerne på et tidligt tidspunkt. Samtidig kræver den forberedelse, både i form af en anskuelig konkretisering, der er angst- og stressdæmpende, og løbende tilvænning til det ritual, som konfirmanden skal indgå i.

Omstændigheder kan gøre, at en konfirmand, som ikke kan deltage i holdundervisningen, heller ikke har mulighed for at deltage i den fælles konfirmation, selv om det på alle måder vil være ønskeligt. I det tilfælde må der formes en ”ene-konfirmation”, en særgudstjeneste, måske i forlængelse af holdkonfirmationen. På den måde kommer den hjemmeunderviste konfirmand til at dele konfirmationsdag med sognets øvrige konfirmander.

Under alle omstændigheder må konfirmationen formes i forlængelse af en samtale med forældre og måske bosted. I den sammenhæng skal underviseren være opmærksom på, at forældre i forbindelse med konfirmation kan have et forståeligt ønske om at ”normalisere” deres børn og derfor urealistisk måske foretrække inklusion i den fælles konfirmation i kirken, selv om det er ud over, hvad konfirmanden faktisk magter, når det kommer til stykket.

Konfirmation i kirken kræver en fortrolighed med rummet (og rummets lugte og lyde) og ritualet for konfirmandens vedkommende. Den kan etableres ved gudstjenestedeltagelse og besøg i kirkerummet. Der skal mere end ”forklaring” til for at blive fortrolig med konfirmationsritualet. Det kræver involverende gentagelse.

Der kan aftales alternativt ja-svar ved konfirmationen, hvis et ja-svar indgår i ritualet og giver konfirmanden vanskeligheder. Et nik kan også være et ja.

I det autoriserede konfirmationsritual indgår håndspålæggelse. Den angst, som giver sig udslag i manglende mulighed for at være i fremmede rum med andre mennesker, kan også give sig udtryk i ubehag ved berøring og især fremmed berøring. Tillid mellem præst og konfirmand, som skabes i forløbet, kan overvinde det for nogle konfirmanders vedkommende, men ikke hvis det drejer sig om den særlige sensitivitet, som kan følge med autisme. Det kan selvfølgelig lade sig gøre at konfirmere uden håndspålæggelse.

Hvis konfirmandens tilstedeværelse i kirken er umulig, kan konfirmationen formes som en ”hjemmekonfirmation”. Juridisk set kræver det her biskoppens dispensation.

Der findes ingen samlede materialer til hjemme- og eneundervisning. Følgende materialer er selvfølgelige:

Bibelen – til konfirmander. Bibelselskabet – alternativt Peter Madsen: Menneskesønnen. Bibelselskabet.

Fadervor (findes med tegn til tale på Konfirmandcenter.dk)

Trosbekendelsen (findes med tegn til tale på Konfirmandcenter.dk)

Velsignelsen (findes med tegn til tale på Konfirmandcenter.dk)

Salmebogen

Desuden kan man under menupunktet ”Særlige Behov” på Konfirmandcenter.dk finde både inspirationsovervejelser og konkrete undervisningsideer.

Grundovervejelser over kirkens møde med mennesker med særlige behov bliver udfoldet fra teologiske, sociologiske og antropologiske vinkler i:

Lars Nymark Heilesen (red.): Kirken og mennesker med særlige behov – menneskesyn og teologi. (Eksistensen 2018)

Der findes desuden en række trykte materialer, som er rettet mod specialpædagogik:

Steen Skovsgaard og Michael Østergaard Jensen: Det bedste er Gud. Undervisningsvejledning og

              konfirmandens bog (Aros 2004)

Birgitte Arffmann: Min kirkebog. Undervisningsmateriale til udviklingshæmmede.

              (Religionspædagogisk Forlag 2004)

Annika Broman m.fl.: Nødvendigt for nogle – godt for alle. Om undervisning af konfirmander med

              særlige pædagogiske behov (Aros Underviser 2007).

Anne Margrethe Raabjerg Hvas: Med hjerte og kors: undervisningsmateriale + undervisningsvejledning til undervisning af svært fysisk og psykisk handicappede konfirmander. + 1 cd-rom. (Bibelselskabets Forlag, 2009)

René Høeg (red.): Gud, ro og orden – konfirmationsforberedelse for børn med særlige behov. (Religionspædagogisk Center 2015)