Inklusion er mere end ”tålt ophold”

Inklusiv pædagogik er afhængig af inklusiv kultur. Alle på holdet skal agtes og respekteres for det, de er og kan; de individuelle gaver skal opdages og bruges. Omsorg og tilgivelse skal være mere end bare et kognitivt kompetencemål

Nødvendig viden om inkluderede børn og unge i undervisningen

Spørg inden start skolen/lærerne om inkluderede børn og unge i undervisningen, og hvis ikke de ser sig i stand til at bidrage med oplysning, så lav en rubrik på indmeldelsesblanketten, hvor forældre bliver bedt om at angive ”særlige forhold” omkring deres barn. Søg i øvrigt faglig viden om det psykosomatiske og specialpædagogiske.

Tæt kontakt til inkluderede børns og unges daglige lærere og støttepersoner

Giv løbende orientering til de inkluderede børns og unges daglige lærere og pædagogiske støttepersoner om mål og arbejdsformer næste undervisningsgang, så de har mulighed for at støtte og forberede. Hvis de deltager i undervisningen, så brug dem til faglig udveksling og sparring omkring undervisningens aktuelle didaktik og metode; det er jo dem, der kender de inkluderede børn og unge.

Forældresamarbejde

Nogle forældre til børn og unge med særlige behov er vant til selv at involvere sig af sig for at støtte op om deres barns undervisning. Lav f.eks. nyhedsbreve om undervisningen til hele forældregruppen, så forældrene ad den vej har mulighed for at finde støttemuligheder.

Et introduktionsmodul

Lav et separat introduktionsmodul til børn og unge med særlige behov for at skabe vigtig relation og tryghed fra starten

Klarhed og enkelthed

Sørg for klarhed i struktur og en elementarisering af stoffet til det enkle og centrale, som alle har adgang til – og husk, at ingenting må vare for længe!

Læringsformer

Giv plads til forskellighed i læringsformer og sociale strukturer. Benyt i vid udstrækning erfaringspædagogik. Her har alle deres force.

Undgå konflikter

Prøv på alle måder at komme uden om at ende i konflikt med børn og unge med særlige behov. Ofte låser de sig selv fast i en klemt situation.

Nødvendig støtte

Skaf mulighed for støtte i undervisningen til børn og unge med særlige behov. I nogle tilfælde er det nødvendigt med socialpædagogisk støtte. Andre gange handler det blot om ekstra voksenressourcer. Tommelfingerreglen omkring inkluderede børn og unge er at være mere end én voksen i undervisningen.

Inklusionsparameter

Undersøgelser dokumenterer, at børn og unge først oplever sig inkluderede, når de er medskabende sammen med de andre, har en stemme og har medindflydelse på lige fod med alle andre.