Tale til konfirmanderne i Arrild 2005.

Kære Konfirmander.

I dag er I sammen her i Arrild kirke for at blive konfirmerede. 4 af jer har gået til præst i Branderup og 5 i Branderup. I har ikke gået til præst sammen, men I har alle sammen været sammen med mig en morgen hver uge og det er det samme, jeg har forsøgt at lære jer. Nogle ting husker I ganske sikkert bedre end andre – noget af det, jeg syntes var det vigtigste, har I måske glemt, og andre ting, sidder måske rigtig godt fast. Natløb? – Sneboldkampe? – Mørkegemme? –

Men I er også gået op i undervisningen. I har været vågne og I har diskuteret og spurgt. I lader jer ikke spise af med nemme talemåder. Nej, I har villet vide, hvad Jeg tror, hvad Jeg mener, hvad Gud betyder for mig. For I vil ikke bare lære om Gud. I vil selv bruge ham til noget. I vil have ham med jer i jeres liv. Det mærkerjeg tydeligt på jer.

Og man skal heller ikke bare lade sig spise af med hvad som helst. Det kan jeg en lille historie om:

Det var i en lille indisk landsby hen under aften. En gammel vismand kom til landsbyen og slog sig ned under et stort skyggefuldt træ i landsbyens udkant. Han havde ikke andet med sig end en lille pose på nakken. Han havde ikke siddet ret længe under træet, før en mand fra landsbyen kom ud til ham. Jeg har drømt om dig i nat, sagde manden. "Men dog", svarede vismanden, "det lyder da helt utroligt, for du kender mig jo ikke".

"Jo", sagde manden, "jeg drømte, at du havde noget, som du ville give til mig." "Jamen, jeg har ikke noget", sagde vismanden, "andet end min lille pose her, så det må vist være en misforståelse." "Nej", svarede manden, "min drøm var ganske klar! jeg skulle gå ud til dig, for du havde noget til mig". "Jamen, jeg har ikke andet end dette her", sagde vismanden, "så må det jo være den". Og så tog han en kæmpestor diamant ud af sin pose og gav den til manden.

Manden tog den bævende i sine hænder og løb hjem i sin hytte og lade den på sit lille bord, hvor den lå og strålede og glimtede. Manden kunne ikke sove hele natten. Nu var alle økonomiske problemer løst for ham resten af livet. Han kunne købe lige hvad han ønskede sig. han behøvede ikke at arbejde mere.

Men ud på morgenen , kom manden alligevel på andre tanker, så da det blev lyst, tog manden diamanten igen og gik ud til vismanden og gav ham diamanten og sagde: "Her har du den tilbage".

Vismanden spurgte: "Hvorfor det? Jeg gav dig den. Det er din." "Ja", sagde manden, "men du må have noget, som er endnu mere værdifuldt end denne diamant, siden du sådan uden videre kunne give den fra dig. Vil du ikke godt give mig dette endnu mere værdifulde?" Der slutter historien.

Hvad mon det var, vismanden havde, der var mere værd end den kostbareste diamant? Hvad mon det var for en kraft, der gjorde vismanden så stærk, at rigdom og penge intet betød for ham? Noget, der er mere værd end guld?

Jeg har taget mit smykkeskrin med i dag. Det er ikke fyldt af diamanter – men alligevel er der noget i, der er meget værdifuldt for mig. Her er en halskæde, som jeg fik af min gudmor, da jeg blev døbt. Den plejer jeg altid at have på. Der hænger et kors i kæden. Det minder mig dagligt om, at jeg er døbt og at jeg tilhører Jesus Kristus. Det minder mig om, at han altid er der for mig.

Så er der en ring, jeg fik, den dag jeg blev konfirmeret – og her er en halskæde, der var min mormors. Det er værdifuldt – ikke i kroner og ører, men fordi det har en særlig værdi for mig.

Jeg håber også, at I er kommet på sporet af noget værdifuldt i løbet af jeres konfirmandundervisning. Jeg håber, at I i jeres konfirmationsforberedelse har det lidt lige som manden i historien, at I er kommet på sporet af noget vigtigt. På sporet af det Guds rige, der er mere værd end alverdens rigdomme. At I er blevet klare over, at Gud har noget stort at give os, noget, som ikke kan måles og vejes eller gøres op i penge, noget, som det kan være svært at udtrykke med daglige ord. Noget, som man kan leve sit liv på?

Der ligger en ting til nede i mit smykkeskrin. Det er et adgangstegn fra en festival, jeg engang var på. Når jeg havde det på, kunne jeg frit komme ind. Sådan et adgangstegn ligger også på jeres pladser i dag. Der er en lille gave til jer. Det adgangstegn er et symbol på adgang - ikke til en festival, men til noget meget bedre.

WW.J.D står der på. Det står for ”what would Jesus do”. – Hvad ville Jesus gøre? Det adgangstegn kan I tage på for fremtiden og lade det minde jer om, hvad Jesus ville gøre.

Og det skal jeg fortælle jer nu: Han ville have at I blev døbt til at tilhøre ham – det blev I. Han ville have lov til at fortælle jer, at han elsker jer – det får han lov til i dag på jeres konfirmationsdag – han vil, at I skal bygge jeres liv på hans kærlighed og tilgivelse – og det håber jeg så for jer, at han får lov til. Jeres adgangstegn skal minde jer om, at I har adgang til Gud og hans rige.

Se, det er det mest værdifulde i verden. Meget mere end alle verdens diamanter til sammen.

Tillykke med dagen.