Kære konfirmander...
I et helt år har I forberedt jer på dagen i dag – og nu er den her endelig! Jeg ved med sikkerhed, at I i de sidste dage har haft travlt med at forberede jer: I har købt tøj, skrevet telegrammer til hinanden og måske hjulpet til med borddækning, madlavning og bagning, hvis I skal holde fest derhjemme.
Men den største og mest tidskrævende forberedelse har jo været sammen med præsten. Og det har været grundigt.
Det er da egentlig ikke fordi I er særlig besværlige, tvært i mod har vi faktisk haft det rart sammen, men I har alligevel slidt godt på os, for ikke mindre end tre præster har det krævet at få jer herhen til kirken i dag. Først Simon, saå Anne Sophie og så siden nytår mig. På hver vores måde har vi forsøgt at lære jer noget om, hvad der virkelig er vigtigt her i tilværelsen.
På denne dag synes jeg, at det giver det god mening at spørge: Hvorfor er vi her? Hvorfor sidder I her i dag? Og svaret egentlig meget enkelt (henter den store, flotte gave frem) HØ-HØ...
(kunstpause…) "Svaret er naturligvis at livet er en gave".
"Livet er en gave. Og jeg vil idag sige tre ting til jer konfirmander:
1) Tag imod denne gave
2) Gør det med taknemmelighed
3) Pak den op."
Ad 1) I skal tage i mod gaven.
Livet er virkelig en gave. Vi kan så let komme til at gå og hænge med skuffen og mugge. Ind i mellem bliver vi misundelige, selv på dem vi holder mest af, fordi vi synes, at de får mere en os. Men det er der ingen grund til, for vi har alle fået livet – og det er en gave for os alle, hvordan det så end er.
Livet er en gave som alle mennesker har fået at Gud. Han har jo skabt os alle, hvad enten vi bor i Danmark, Congo eller Bagindien og hvad enten vi har hørt om ham eller ej.
Men vi, der har hørt om ham og er døbte i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn har alle fået en ekstra gave. Og det er, at vi er Guds børn. At vi tilhører ham og at han giver os glæde og kræfter og frimodighed, hver gang vi beder ham om det. Så vi også kan klare os, når livet ind i mellem er lidt svært.
Men livet er en gave. Så brug gaven så godt som muligt. I har fået så mange dejlige talenter giver på hver jeres måde. Brug dem.
I husker historien om den fortabte søn. Han fik sin arv og gik ud og misbrugte den. Han fik alt af sin far. I ved godt, hvem hans far var – det var Gud. I får også alt af ham . Lad være med at misbruge hans gode gaver men brug dem til gavn for andre mennesker.
Ad 2) I skal tage i mod gaven med taknemmelighed.
En gave er en kærlighedsgerning. Hvad tror I, at tante Anna ville sige her i eftermiddag, hvis I pakkede hendes fine gave op og så stak et surt og utaknemmeligt fjæs op. Mon ikke hun ville blive ked af det? Derfor gør I det jo heller ikke.
Alt hvad vi har og kan, er noget, vi har fået givet. Hvis du er god til at spille fodbold, har du selv trænet meget, men du har også været heldig, fordi du blev skabt med to gode og stærke ben. Er du dygtig til at læse eller god til at omgås små børn, ja så har du nok selv kæmpet for det, men du er skabt, så du har mulighederne. Udnyt disse muligheder og husk altid, alt har du modtaget som en gave.
Ad 3) I skal pakke gaven op.
Når I nu kommer hjem i eftermiddag, står der nok et temmelig bugnende gavebord til jer. Nu kunne I jo vælge at lade gaverne stå og aldrig pakke dem op. De ville nok se pæne ud, for de er jo smukt pakkede ind, men…. der ville vist ikke være meget sjov ved det. Gaverne ville jo bare komme til at trække støv og I ville aldrig få glæde af dem. En gave skal altså pakkes op, for at man kan have glæde af den.
Sådan er det med livets gave: I skal bruge løs af de muligheder I har og altid have andre mennesker for øje. Vær nysgerrige. Hvad er der i den for mig. Hvad skal jeg gøre for andre. Hvad er meningen?
Og sådan er det med dåbens gave, som I er kommet herhen i kirken i dag for at få bekræftet.
Hvad er der så inde i dåbens gave? (Åbner første lag af gaven). PÅ indersiden af papiret står: "Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende."
Det blev sagt til jeres dåb og det gælder enhver af jer. Det betyder, at vi kan stole på at Gud altid vil være med os, ligemeget hvad der sker for os i tilværelsen. Han, der skabte himmel og jord, mennesker og dyr, dig og mig, slipper os aldrig.
På det næste lag papir stod der "Du skal elske din næste som dig selv: Det er også en del af dåbens gave. Gud elsker os. Det ved vi. Men han har også en opgave til os: At vi skal gå ud og gøre godt for andre. Elske andre og gøre andre glade. Det er en stor opgave, for han vil, at vi skal være sådan mod alle – ikke kun dem vi selv kan li´. Det er ikke nemt. Men vi kan bede om hans hjælp til det. Og ved hans hjælp kan vi gøre verden til et lidt bedre sted at være.
På det næste lag papir står der, at vi skal gå i kirke………. Uha! Nu var I lige sluppet. Havde fået jeres 10 krydser for kirkegang – så må det da være godt!
For ofte går det efter konfirmationen som med præstens råger: Der var så mange råger i præstens træer og hun vidste ikke, hvordan hun skulle komme af med dem. Hun fik fat i en jæger til at skyde dem og han skød da også mange, men det var som om, at for hver råge han skød, kom der bare to til. Så prøvede præsten at sætte fugleskræmsler op, men dem byggede rågerne bare rede i. Til sidst fik hun en god idé: Hun sagde til sig selv: ”Jeg vil bare konfirmere dem, det virker altid på konfirmanderne”. Og som sagt, så gjort. Med ritualbogen under armen gik hun ud i sin have og konfirmerede hver eneste råge – og vupti – var de væk – og hun så dem aldrig siden. –
Sådan behøver det jo ikke at være. Vi kan jo godt blive ved med at komme i kirke en gang i mellem selvom vi er konfirmerede og høre om Gud, vores far i himlen og få styrket vores tro og blive mindede om, at livet og alle evner og alle mennesker, som vi holder af er en gave fra Gud.
Hvad er så inden i her? ……….pakker op…………. En mobiltelefon. Godt den ikke ringede, det ville have været lidt pinligt! Men er den inderste mening med livet virkelig en mobiltelefon? JA, der er der måske nogen af jer, der synes. Måske ikke lige den lille billige model, jeg har her, men så en af de nye moderne, der kan tage billeder og filme. Det kan den her ikke. Men jeg kan ringe på den. Ringe til de mennesker, jeg holder mest af. Men stadigvæk er det jo ikke lige mobilen, der er meningen med livet. Men det er kontakten, samtalen…. Samtalen med Gud.
Vi har gjort meget ud af vores morgenandagter på konfirmationsforberedelsen. Og vi har taget os god tid til at bede hver gang. I har syntes om det, har I fortalt mig og jeg ønsker for jer, at om I så ikke tager andet med jer fremover, så husk denne kontakt – eller samtale med Gud – som bønnen er. I behøver ikke mobiltelefonen (vis frem), I kan bare folde jeres hænder og hviske stille inde i jer selv. Så hører han jer. Og han vil hjælpe og støtte og styrke jer. Se, at han er der og lytter på jer, når I ”ringer ham op”, det er den største gave i livet nogensinde!
Tillykke med dagen!