Kære konfirmander,

Der er meget, jeg har planlagt at sige til jer – fx noget om, hvor søde og artige I er, det vil jeres familie nok gerne høre, og det er rigtigt, det er I. I er også sjove at være sammen med – I har mange morsomme ideer og kommentarer, og det ville jeg egentlig have sagt noget om i dag – men i fredags lavede jeg den om.

I stedet vil jeg sige noget om tro og tillid, sådan som jeg også gjorde i prædikenen.

For I har både tro og tillid. Det vidste jeg godt, før I fredags, fordi vi har talt om det i årets løb, men i fredags så jeg det også.

Jeg så nemlig, at I er helt trygge ved at gemme jer de mest mærkelige steder, endda i et rum, I ikke kender så godt, for I er helt sikre på, at I bliver fundet igen.

Ja, selvfølgelig, hvad snakker hun om, tænker I måske nu, men det er ingen selvfølge at man tør at gemme sig, for tænk, hvis man ikke bliver fundet igen, tænk hvis man bliver glemt.

Jeg havde da lige snerten af panik, da vi legede skjul i fredags. I begyndelsen, hvor Jonas havde gemt sig et godt sted, Line fandt alle os andre, og I gik og snakkede, og jeg tænkte: har de mon husket Jonas? Det løb mig koldt ned af ryggen, men jeg var pylret for selvfølgelig fandt I Jonas – selvom det var svært – og du kom grinende frem fra altertavlen, Jonas, så det så ikke ud som om, at du havde været bange.

Eller da jeg ikke kunne finde Jonas og Sebastian, jeg ledte og ledte og jeg tænkte, at ’man kan da ikke bare sådan forsvinde.

Og sådan blev I ved, under bænke bag ved døre – ja, selv kisten ude i våbenhuset overvejede I. Fantasien var god, og det var sjovt, men ind i mellem også lidt uhyggeligt.

Og grunden til, at jeg taler om det nu, er, at det er sådan i livet nogle gange, at det føles som om, at man er gemt væk og ingen finder én. Måske ved I det allerede.

Nogle gange er man ked af det og helt elendig og føler sig fuldkommen alene i hele verden, men så synes jeg, at I skal huske på den gemmeleg her i fredags, for I sagde selv ordene, mens vi legede og nogle af jer stod på prædikestolen, var det jer, Betina, Kristina, Lærke og Dorte, det tror jeg, der sagde noget i retningen af: Dagens evangelium er, at Gud altid finder dig – du kan ikke gemme dig for ham.

Ja, nemlig, ja. Gud finder dig altid. Og hjælper.

Og hvis man tror på det, bliver man lettere glad og modig til at gøre ting, man har lyst til – fordi man tror på, at man ikke forsvinder et sted, hvor ingen kan finde én.

Og det er Guds velsignelse. Den velsignelse, vi beder om hver søndag i kirken og som er over 4000 år gammel, I kender den godt:

Herren velsigne dig og bevare dig.

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig.

Herren løfte sit åsyn på dig, og give dig fred.

For velsignelse er at være set af Gud – lige meget hvor man gemmer sig. Han ser os og ser efter os og passer på os.

Det tror jeg faktisk, at I også ved, og måske er det derfor, at I har sagt, at I ønsker for hinanden, at I har troen på Gud.

Lad det være budskabet i festen i dag og resten af livet.

Må Gud velsigne jer alle jeres dage, gid I må mærke, at I går hvert skridt med Gud.

Til lykke med konfirmationen, det har været dejligt at være sammen med jer.