Kære Konfirmander.
Nu er det nu! Eller i hvert fald næsten, for om et øjeblik skal I herop til alterskranken for der at få bekræftet jeres dåbspagt. Det vil sige, at I skal få at høre, det som også blev sagt til jer, den dag I blev døbt: Nemlig at Gud gider jer. Han vil gerne være sammen med jer, for han er jeres himmelske far.
I har glædet jer meget til i dag – og det har jeg også. Måske knap så meget som jer – for jeg er faktisk ked af, at I ikke mere skal til præst hver uge. Det er ingen hemmelighed, at jeg har været glad for at have jer; vi har haft nogle godt og hyggelige timer og I er mødt glade op hver morgen og er – stort set – gået op i undervisningen.
Der var en enkelt gang her til sidst, hvor I blev sat til at lave opgaver på et ark papir: ”Nej, Gerda, altså! Det kan du ikke være bekendt! Det er jo ligesom i skolen!” Men ellers har vi haft det rart og jeg er gået glad hjem hver gang vi har været sammen. Men nu er det så tid til konfirmationen.
En tid lang, var det moderne at sige, at man kun ville konfirmeres for at få gaverne. Sådan fornemmer jeg ikke længere, at det er. Sådan er det i hvert fald ikke her i Branderup. For jeg mærker på jer, at I også går op i det, der sker her i kirken – at I går op i det, det i virkeligheden drejer sig om: Nemlig om det med Gud og os.
Men jeg er altså også temmelig sikker på, at I glæder jer til gaverne derhjemme – og jeg har bestemt mig for, at jeg ikke vil stå tilbage, så derfor har jeg lagt en gave til hver af jer. I har vist godt set det; Det er det lille lærred, der står ved jeres plads.
Og der er selvfølgelig en grund til, at I får det i dag. Nu skal I høre:
Jeg forestiller mig et menneskeliv som et lærred. Når vi bliver født, er vi alle sammen ens. Ja, nogen har hår på hovedet, andre er pilskaldede, nogle er drenge, nogle er piger og nogle er store og nogle er små, men vi har alle sammen de samme erfaringer med os. Vi har ligget 9 måneder inde i vores mors mave – og på en eller anden måde, er vi kommet ud. Hvis vi nu siger, at et menneskeliv er som et lærred, så er lærredet helt blankt i det øjeblik vi fødes. Det er hvidt; næsten som det, der står nede ved jeres plads lige nu.
Men hurtigt bliver der malet på det. Jeg tror, at for jer, er der blevet malet med varme, klare farver med det samme. Med rødt tror jeg faktisk, for det er kærlighedens farve. For jeg tror, at jeres far og mor stod klar og det første I fik af dem, var et kys.
De hjem, der er blevet jeres er alle sammen forskellige og derfor blev der, så snart I kom hjem fra sygehuset, malet med forskellige farver på jeres lærred. De fleste af jer har for langt det meste kun stadig kendt til de lyse og varme farver, fordi I kun har mødt godhed og kærlighed, men jeg tror også, at der på alle jeres malerier har sneget sig mørke farver ind, selvom I ikke er ældre end I er.
For sådan er et menneskeliv. Det er ikke kun det gode og det lette; nej, det hårde og svære hører også med. Og jeres livs billeder vil blive mere og mere forskellige.
Hvis det nu blev jeres opgave, hver aften inden I går i seng resten af jeres liv, at male en lille fin streg på dette lærred; en streg, hvis farve skal afsløre, hvordan jeres dag har været, så vil der være 9 helt forskellige billeder til slut. 9 forskellige billeder, der vil vidne om 9 helt forskellige liv.
Nu har I nok set, at jeg også har bidraget lidt. Jeg har nemlig været ved at male lidt på jeres lærreder allerede: Jeg har malet omridset af et kors. Og det har jeg, fordi, jeg her i dag på jeres konfirmationsdag vil minde jer om, at lige meget, hvilke farver jeres livs maleri så end vil blive malet i, så har I Jesus med jer. Da I blev døbt, da lovede han nemlig at være med jer, alle dage, helt til verdens ende. Så nu er det sådan, at Jesus – og det, at han er med jer – er det mest grundlæggende af alt. Han vil altid være med jer, og selv om I så lægger andre farver hen over korset, så man ikke kan se det – eller selvom der sker så meget interessant i jeres liv, at I til tider kan glemme Jesus, så vil han altid være der, som det mest grundlæggende, inde bag al malingen.
I skal derfor aldrig lede langt efter ham; bare I folder jeres hænder og beder til ham, er han klar til at lytte til jer – til at hjælpe jer. Og det er den bedste hjælp vi kan få.
Både i de dage, hvor farverne vil være lyse og lette – men da ikke mindst, når livet er hårdt og farverne bliver mørke. For han hjælper os med at bære det, der er svært.
Korset jeg har malet er lysegrønt. Det er det, fordi at lysegrønt er håbets farve. Og Jesus er fuldt af håb. Han håber hver dag på, at I vil huske på ham, bede til ham og lade ham være jeres følgesvend her i livet.
Nu er I klar til at tage et lille bitte skridt – op til alterskranken – og som vi siger: ”Ind i de voksnes rækker”.
Tillykke med dagen. Jeg håber, at I alle sammen får en rigtig dejlig dag.
Tale til konfirmanderne i Arrild og Branderup 2004.