Han kan selvfølgelig også bare lukke det vindue; men han bliver liggende, for der sidder nogen henne i sækkestolen.
Nogen der ikke havde siddet der før.
Nogen der aldrig havde været på hans værelse før.
- Ikke det han ved af i hvert fald.
- Sikke et held, han har ryddet op og støvsuget herinde i går!
Han sidder lidt sjovt derhenne i sækkestolen, nærmest på hug.
Men hvad! Jesus har nok heller aldrig siddet på sådan en stol før!
Hvad skal han sige til ham?
Hvad siger man til Jesus klokken halv fem om morgenen?
"Hej!"
"Hej!"
....
"Undskyld!"
"Undskyld hvad for noget?"
"Undskyld, jeg forstyrrede. Jeg troede jo ikke, du kom!"
"Nå det. Det gør da ikke noget. Jeg synes, det fint, når nogen lader høre fra sig!
"Jamen, det var ikke min mening.
Jeg mener, det var jo ikke noget særligt.
Det var bare, fordi jeg ikke kunne sove.
Det er bare, fordi jeg skal konfirmeres i dag. Og jeg synes, det er så træls, hvis jeg skal gå og være søvnig hele dagen."
"Ja, selvfølgelig. Det kender jeg godt.
Det er slemt, hvis man er søvnig, når man skal være vågen; men det er ti gange værre, at være vågen, når man helst ville sove."
"Det ville du gerne have lov til, hvad?"
"Ja."
"Ved du hvad? Når folk beder om noget, så er det næsten altid det, de beder om.
De beder og så klager de sig, fordi de gerne vil have lov til selv at bestemme."
"Undskyld."
"Ja, ja, selvfølgelig. Altså. Det må du da vide. Nu har du gået til præst en hel vinter. Det er, derfor jeg er her.
Det var jo derfor jeg kom til verden og blev menneske dengang, ... for at tage skylden væk!"
"Joh ..."
"O.K. Så begynder jeg med begyndelsen.
I Mennesker er anderledes end dyrene og englene. Det var også meningen.
"De skal kunne tænke selv." sagde vi. "for de skal blive vores venner.
Vel er vi glade for dyrene og englene, og vel er de glade for os.
Fuglene synger morgensalmer hver dag. - Men det er jo strengt taget et instinkt, de har fået, og de kan slet ikke lade være!
Nej, tænk, at have nogen, som selv har valgt at være ens venner. Det er noget helt andet.
De skal kunne tænke selv, sagde vi.
Lad os skabe menneskene, så de har deres egen mening om, hvad de vil, og hvad de ikke vil.
Og sådan blev det:
I har fået en vilje; men det er jo altså godt nok ikke det samme som at få jeres vilje og bestemme det hele,
for I kan ikke bestemme over Gud,
og I kan ikke bestemme over de andre,
og tit kan I ikke engang bestemme over jer selv.
Du kan f. eks. ikke bestemme, at du tror på mig,
lige så lidt, som du kan bestemme, at du sover lige nu;
.... men du kan selvfølgelig godt ville det.
Du vil gerne sove, og så kan du bestemme dig til at blive i sengen indtil kl. halv otte, når det er din tur på badeværelset, for det er i hvert fald nemmere at falde i søvn, når du ligger her, end hvis du står op.
Og du vil gerne tro, og så kan du bestemme dig til at gå i kirke og blive konfirmeret i dag.
Forstår du, hvad jeg mener?
....
Nej, det gør du sikkert ikke.
Det har menneskene egentlig aldrig kunnet forstå.
I vil og I vil; men I kan ikke altid få jeres vilje?
Og jeg tør ikke tænke på, hvordan det ville blive, hvis I kunne. I er jo ikke Gud!
Hvis du vidste, hvad der er sket af ulykker, fordi folk ville bestemme .. og bestemme over hinanden.
Ja, og så giver de hinanden skylden for alle ulykkerne,
og de giver Gud skylden.
Hvordan kan Gud tillade, at der er krig i verden? siger de, som om det er os, som har fundet på det!
Efterhånden var der blevet dynget så meget skyld op mellem menneskene, at de var ved at blive væk for hinanden. Og ingen kunne få øje på Gud.
Hvordan skulle vi kunne tro, at Gud er god, sagde folk, når verden er så ond?
Hvorfor skulle vi egentlig tro på Gud og håbe på fremtiden?
Og kommer alle krigene ikke af, at der er alt for meget religion?
I mennesker vil have jeres vilje, og når I så får jeres vilje, så begynder I straks at give hinanden skylden.
Men nu skal du høre hemmeligheden!
Ja, altså, det var jo det, jeg ville fortælle dig.
Jesus skubber sig lidt bedre tilrette i sækkestolen.
I tidens fylde bestemte vi, at for én gangs skyld, skulle I, mennesker, få jeres vilje,
- og så måtte jeg tage skylden på mig.
På den måde kunne vi få skylden ud af verden og for alvor und-skylde jer, sådan at ingenting mere kan skille jer fra min og min faders kærlighed.
Resten af historien kender du. Du ved, hvordan jeg gik omkring i Galilæa og Judæa og prædikede om Guds rige og syndernes forladelse og lærte folk at bede Fadervor.
- Ja, ja, siger konfirmanden, den kan jeg godt.
Fadervor, du som er i himlen, helliget blive dit navn, komme dit rige.
Ske din vilje som i himlene, således også på jorden.
Giv os i dag vort daglige brød og forlad os vor skyld,
som også vi forlader vore skyldnere.
Ja, nemlig;
som tiden gik, fik jeg flere og flere modstandere, som ville have, at Guds vilje skulle være noget andet end syndernes forladelse.
"Syndernes forladelse!" sagde de. "Næh. Vi vil have retfærdighed og løn som forskyldt. Og det er helt retfærdigt, at du får skylden og bliver korsfæstet, for sådan skal du ikke gå og snakke om Gud."
Og så fik de deres vilje! ... troede de!
Redningen var - at selvom de ikke vidste det og ikke forstod det, så var det alligevel min faders vilje, som skete.
Jeg tog skylden på mig, og menneskenes skyld blev betalt.
Du skal ikke sige undskyld, fordi du bad til mig!
I skal endelig bare bede; men hemmeligheden er, at det ikke gælder om at få sin vilje.
Det gælder om, at Guds vilje sker.
Og min fader har bestemt sig for længe siden.
Han har bestemt, at intet skal få lov at skille jer fra hans kærlighed.
Og det har han også sat præsten til at sige til din konfirmation.
- Åh ja, det er i dag han skal konfirmeres.
Du Jesus, jeg tror godt, jeg forstår det, du siger, i hvert fald noget af det.
Men i morgen har jeg garanteret glemt det igen.
Ja, det har du nok, siger Jesus ovre fra sækkestolen, og måske var det bare en drøm; men derfor gælder det alligevel.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen.