Come on boys - come on girls You’re the diamonds
you’re the pearls
Sådan lød det sidste lørdag ud over hele Europa med Danmarks bidrag til det europæiske Melodi Grand Prix – og jeg tænkte. JA, dét kunne være sunget til og om jer, kære konfirmander.
Drenge og piger – I er bare så smukke i dag – som diamanter og perler. Og det er I, fordi I har taget det fineste tøj på og sat håret – men det er I også i jeres forældres øjne. For dem er I uerstattelige kostbarheder, diamanter og perler. I er genstand for deres kærlighed, og dét vil de i dag fortælle jer ved at feste for jer.
Og så er I tillige genstand for Guds kærlighed, dét, der udgangspunktet for det hele her i kirken lige nu.
Ved I hvad – en sådan kærlighed, der er blevet plantet i jer, fra I var helt små – en sådan kærlighed gør jer også smukke indefra.
Kig på forsiden af dagens salmeark. Se på det store blå skilt – skiltet med LIVETS VEJ. Det er jeres vej, sådan som den har tegnet sig indtil nu og vil tegne sig ud i fremtiden med uddannelse, kærlighed og arbejde. Vejen har et nummer, som veje ofte har det. Den, der vises på skiltet her i dag, hedder selvfølgelig nr. 97. Netop jeres årgang.
Jeres ”livets vej” begyndte egentlig allerede, før I selv så dagens lys. Se det lille sort-hvide billede. Måske I ikke ved, hvad det er - men jeres forældre husker det så tydeligt, som var det i går. Deres allerførste glimt af jer, da I lå i mors mave. Et scanningsbillede, hvor de kunne ane jer og kunne se det lille hjerte slå.
Forventningen, glæden og kærligheden, den var der og omsluttede jer lige fra begyndelsen.
På livets vej indtil nu har I – også selvom I endnu ikke har kørekort – allerede mødt mange vejskilte. Både konkrete skilte men også vejskilte og retningsvisere i overført betydning. Skilte og vejvisere, der har hjulpet jer med at vælge og finde rundt. Først og fremmest har det været jeres forældre, søskende, bedsteforældre. Dem, der har lært jer, at I skal passe jeres sengetid og skolegang, og at det er sundere at spise grøntsager end slik. Dem, der elsker jer, som ingen andre, og som har de bedste håb og ønsker for jer og jeres fremtidige vej.
Og der er også jeres venner og kammerater. Også de sætter jer nogle gange på ret kurs. Trøster, når I er kede af det. Giver gode råd. Glæder sig sammen med jer, når det går der ud af med fulde fart.
- Se, det er lidt moderne med skilte. Så moderne, at skilte bliver stjålet her og der. Byer med særligt flatterende navne – og sådan et har vi jo faktisk efter vores postnummer 6940. Men også veje med navne som Johnny Madsens vej bliver stjålet.
Nu skal I endelig ikke tro, at præsten kunne finde på den slags for at være moderne – skiltene her i kirken i dag er venligst udlånt fra kommunen.
Der er sat et særligt skilt op her inde. En pil, der under hele gudstjenesten peger på det allermest centrale – på centrum. Centrum her i kirken – men også centrum og udgangspunktet for jeres liv.
Skulle nogen her være i tvivl om, hvad pilen peger på, så er det altså døbefonten og dåben. Her lød det til jer konfirmander første gang, at I er Guds elskede børn. Præsten tegnede korsets tegn for jeres pande og bryst, så Gud altid med dét mærke kan kende jer og ved, I er hans. I blev kaldt ved navns nævnelse og hver især hvisket i øret: At I er værdifulde – kostbarheder, perler og ædelstene for Gud.
Dét ER og BLIVER grundlaget for jer – hvilke veje eller vildveje I end kommer ud på, hvordan livets vej nr. 97 end former sig for jer. Om der er bump og forhindringer undervejs. Om der er rundkørsler og omkørsler, blindgyder, sidevind og modvind. Om der er farer, der lurer, eller mystiske og uforklarlige ting, der hænder, så I bliver nødt til at stoppe helt op og tænke over, hvad der er vigtigt for JER – hvad I tror på og hvilke værdier, I vil bygge jeres liv på. Grundlaget ligger hele tiden fast. Gud HAR lovet jer at være med jer.
Der er mange valg og muligheder for jer fremover. Mange veje, I kan færdes ad. Hvilken uddannelse skal jeg mon vælge? Hvilket arbejde mon jeg får? Hvordan bliver mit liv? Finde jeg måske en kæreste; får jeg børn?
Det kan være så svært at vælge og nogle gange svært at orientere sig. Og skilte er ikke altid lige forståelige. Nogle gange kan livet føles som om, man står midt i skilteskov, fordi man overdynges med gode råd og formaninger om, hvordan man skal leve sit liv bedst.
Men lige nu, kære konfirmander, står I ved en milepæl – ved en overgang. En overgang fra barn til voksenlivet med alle de muligheder og alt det ansvar, som dét også indebærer.
Og her har I så valgt at blive konfirmeret. I har valgt at standse op på vejen, gå her ind i kirkens rum og få gentaget dét, der blev sagt til jer allerede ved dåben, nemlig Guds ord om, at I er hans elskede børn. Guds tilsagn til jer om, at han vil være med jer alle dage indtil verdens ende. Hvordan livets vej end former sig for jer. Ja, at han sågar vil være der og tage imod jer, den dag livets vej nr. 97 stopper her på jord.
Og inden I er kommet så vidt som her til – dér har vi vandret sammen på vejen i 9 måneder, mens I har gået til konfirmationsforberedelse. Det har været en stor stor fornøjelse at følges med jer, og jeg håber konfirmationsforberedelsen har været et hellested for jer, hvor I har kunnet slappe af og har fået tanket op til en fortsat rejse på livets vej.
Vi har talt om, hvor fra vi kommer – og hvor vi er på vej hen. Vi har talt om, hvordan vi skal møde mennesker på vores vej. Vi har talt om, at ethvert menneske har værdi og betydning for Gud – og at vi derfor bør behandle hinanden med ligeværdighed og respekt. Vi har talt om, hvad der kan møde os af ondskab – også inde i os selv. Og frem for alt – så har jeg forkyndt for jer, at I skal vide: I er aldrig alene! Ingen kan komme så langt ud, at Gud ikke også er dér, så for et kristent menneske er der faktisk ikke noget, der hedder blind vej. Der er ALTID en vej frem – og der er altid håb forude.
Målet med konfirmandundervisningen har for mig hele tiden været at pege på akkurat det samme som pilen her. Målet har været, at forkynde for jer, at kristendom ikke handler om at gå på en vej med forbuds-skilte som fuldt-stop og advarselstrekanter og angst for at blive stoppet og holdt oppe pga. overtrædelser. Og kristendom handler heller ikke om ensretning – at vi alle skal tænke og mene det samme. Tværtimod.
Målet har været at vise jer – at kristendommen handler om, at HER på vejen er alle velkomne. Hvem, man end er; hvordan man end er. Målet har været hele tiden at fortælle jer om en kærlighed så grænsesprængende og så omfangsrig, at den ikke kender magen. En kærlighed, der tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Og den kærlighed blev I skænket, før I kunne præstere noget som helst selv, for den blev I skænket, da I var helt små, i dåben. Helt uden betingelser.
Og dét gælder stadig - I er genstand for Guds kærlighed – en kærlighed, der ikke skeler til, om I er gode til at regne, læse eller skrive, om I er kønne eller smarte – om I kan spille fodbold eller har den nyeste nye smart-phone. Og det er dét, I forkyndes igen i dag på vej ud i voksnes rækker.
Kære konfirmander – jeg ønsker jer alt det bedste på vejen frem. Det ønsker jeg for hver eneste af jer – og det vil jeg gøre med ordene fra en gammel velsignelse. Den lyder således:
Må Kristus være foran dig og vise dig vejen.
Må Kristus være ved siden af dig og ledsage dig.
Må Kristus være bagved dig og beskærme din ryg.
Må Kristus være nedenunder dig og holde dig oppe, når du falder.
Må Kristus være indeni dig og fylde dig med sin ånd.
Må Kristus være omkring dig og bevare dig fra alt ondt.
Må Kristus være ovenover dig og velsigne dig.
Amen
