Solsikkefrø

Der har altså været masser af forberedelser. Men den største forberedelse er foregået her i sognegården. Her har I nemlig gået til præst i de sidste knap 9 måneder for at lære noget mere om Gud, kirke og kristendom; ja, for at få uddybet, hvad det betyder at være døbt – at være kristen. Jeg har været glad for at være sammen med jer; I har været glade og veloplagte, når I er kommet og har næsten været rolige hver gang. I har sunget med på salmerne og arbejdet godt med de forskellige opgaver og I har rykket jer på hver jeres måde.

Nogen ting husker I nok bedre end andre bagefter. Det er måske nok sådan, at noget af det, jeg synes var det vigtigste, husker I måske ikke helt så godt, som jeg synes, I skulle. Og så husker I måske andre ting så meget desto bedre. Hvis jeg nu siger at lege frugtsalat? – eller måske tedrikning? Mon det i virkeligheden så ikke er noget af det, I husker bedst? Men alligevel er jeg også sikker på, at der i løbet af året er blevet sået nogle små frø i jer. Det kan godt være, at de ikke lige har slået rod med det samme; men det gør måske heller ikke så meget. Det kan de komme til med tiden og så vil I kunne få glæde af de ting vi har snakket om.

Jeg har her en ganske lille pakke til jer fra mig. Den har jeg taget med for at illustrere, hvad jeg mener: Inden i er der nogle små frø. Det er solsikkefrø. Hvad kan I gøre med dem? Ja, I kan jo lægge dem i en skrivebordsskuffe, når I kommer hjem. Sådan kan de ligge der i flere år, indtil I måske engang rydder op og smider dem ud. Sådan kan vi mennesker også gøre. Vi kan gemme og glemme alt det gode vi har med os – det andre mennesker og Gud har givet os – uden at ville bruge det. Og så går det tabt. Så er der ingen, hverken os selv eller andre, der får glæde af det.

I kan også spise dem. De smager helt godt, men de mætter ikke meget. I løbet af 30 sekunder er de væk og I får ikke megen glæde af dem. Sådan kan I også gøre med det I har lært her i år. I kan tænke over det et par minutter – gnaske lidt på det – og så aldrig tænke mere på det. Så bliver det heller ikke til megen glæde for jer.

Men I kunne jo også gå hjem og så solsikkefrøene i en bakke med jord i en vindueskarm. Så må I be´ jeres forældre om at låne et hjørne af haven, når vi kommer lidt længere hen og det er blevet lunt i luften. Og så kan I forsigtigt plante de små solsikker ud. De vil nu blive til de højeste blomster i haven. I kan plukke dem og dele ud af dem til alle omkring jer og gøre dem glade; I kan sætte dem ind på jeres eget værelse og lade dem minde jer om dagen i dag. Og I kan samle nye frø af dem til efteråret, så I året efter kan få jer en hel solsikkemark.

Se, I kan gøre det samme med det, I har lært om kristendom her i år. I kan bruge det. I kan tro. Og så vil de små frø, der er blevet plantet i jer – både derhjemmefra og her hos mig – kunne blive til noget. Det sker, når I tror – når I lukker Gud ind i jeres liv. I vil kunne glæde andre med den styrke Gud giver jer; ja, I vil kunne bygge et helt liv på hans kraft og kærlighed.

Og for at få flere frø fyldt på jeres indre tank, kan I faktisk også godt blive ved med at komme her i kirken – også selvom I nu er konfirmerede og har været i kirke de ti gange, jeg kræver. Vi kan jo godt blive ved med at komme i kirke en gang i mellem selvom vi er konfirmerede og høre om Gud, vores far i himlen og få styrket vores tro og blive mindede om, at livet og alle evner og alle mennesker, som vi holder af er en gave fra Gud.

Så jeres solsikker. Ja, så alle de frø I har fået. Alt det I har lært derhjemme – alt det gode I har lært i skolen og mens I har gået til præst – alt det Gud har givet jer. Lad Gud være den, der får livet til at spire og blomstre for jer.

Tillykke med dagen.