Tale til konfirmanderne i Tvilum 2010.

 

Kære konfirmander.

Forleden morgen, da vi cyklede herud til Tvilum kirke for at øve, snakkede jeg med en af jer om, at det næsten var ærgerligt, at det allerede var på søndag – altså i dag, at I skulle konfirmeres. Ja, selvfølgelig var det jo dejligt, fordi I glæder jer så meget, men det er også så dejligt at gå rundt i forventningens spænding. Men nu er dagen her.

Alting stråler for jeres skyld; alle flag er hejst i byen og alle jeres gæster sidder i deres stiveste puds her i kirken. Selv solen, gør, hvad den kan. Alt sammen for jer.

Men I er også værd at fejre. 13 konfirmander er I, 13 meget forskellige unge mennesker, der på hver jeres måde har masser af mod på tilværelsen og nysgerrighed på livet. Jeg har været glad for at få lært jeg at kende, siden I, i begyndelsen af september, begyndte at gå til præst. Tiden er gået så hurtigt, at jeg slet ikke kan forstå det og vi har snakket om mange forskellige ting. Sommetider har I måske snakket lidt vel rigeligt og heller ikke altid om det, jeg syntes, I skulle snakke om, men skal vi ikke lade det ligge i dag?

Vi har været omkring en del forskellige emner; vi har talt om etik – hvad der er rigtigt og forkert at gøre og hvad Gud vil have os til. Vi har snakket om lignelser, hvor vi har brugt mest tid på den, der hedder ”Den fortabte søn”, som I har lavet dramaøvelser med. I har hørt Bibelhistorie; hver gang fra det Nye Testamente og jeg har også fortalt om Abraham, Isak, Jacob og Moses, og mange flere ting. En dag i efteråret havde vi ikondag. På det tidspunkt valgt I allerede jeres konfirmationsord, som I skal op og sige ved alterskranken om lidt og I lærte om farver og symboler. Og så gik I ellers i gang. I var rigtig optagede af det og fik lavet nogle fantastisk flotte ikoner, der har været udstillet i Skorup kirke siden vinterferien.

I dag får I Dem med hjem og de ligger ude ved jeres poser med telegrammer, så folk kan se dem. Men jeg har også taget et par stykker med her i dag for at vise dem frem. Se, I lærte, at ikoner ikke bare er almindelige billeder, men at de er et lille glimt ind i Guds himmel. Ind i evigheden. Og glimtet ind i evigheden får vi for eksempel her gennem Julians ikon, der viser en port – måske Paradisets port. Inde bag porten er der lys og der vokser et træ. Det er Livets Træ. Det træ, som Adam og Eva ikke måtte spise af og derfor blev de smidt ud af Paradisets have. Nu lukker Jesus porten op ind til Paradiset for os.

En anden ikon er Marias her. Du har valgt dette konfirmationsord: ”Bliv i mig, og jeg bliver i jer”. Og så har du et stort, rødt hjerte med gyldent skær – det kan være Guds hjerte – og en lille person derinde. Det er måske dig – eller mig – eller en af dine kammerater. Det kan også være dit hjerte, hvor Gud har en plads.

Og en sidste ikon jeg vil vise jer er Amandas, som Amanda har lavet over Stem Kåløs salme, Du kom til vor runde jord som vi også skal synge i dag. Den har du valgt som dit konfirmationsord, Amanda. Og så har du ellers lavet et kors. Korset har været holdt af lænker, men nu er de sprængt. Det er vel nok en stærk ikon, tænkte jeg. Den viser jo det, som salmen også fortæller: At Jesus sprængte dødens lænker, og det betyder, som du også vil sige om lidt at ”hver gang at jeg syns jeg ku´ helt la vær at være, står du her med livets nu, Jesus, du min Herre!” Jesus lever - og kommer med nyt mod til os, når vi beder ham om det!

Hvis der er én ting I særlig har kunnet li´ i undervisningen - hvad var så det? – Ja, selvom I står på tærsklen til voksenlivet, så holder I altså meget af at lege! Vi har leget tit og sommetider også lidt vildt og vi har grinet og hujet og haft det smadderskægt. Det er nemlig vigtigt, at I bliver ved med at lege. I årene, der kommer, vil der blive stillet større og større krav til jer, og I vil få mindre og mindre tid til jer selv, større ansvar og mennesker, I skal sørge for og passe på. Men husk legen! Hvad det end er, I holder at gøre for at lege, så må I aldrig holde op. Und jer selv frikvarter og pauser, hvor I hujer og larmer og leget og griner. Det er så vigtigt.

Jeg vil gerne give jer en lille ting, I kan huske mig og konfirmationsundervisningen på, (tager yoyo op af lommen og leget med den)og så fandt jeg på, at det selvfølgelig skulle være et stykke legetøj. Yoyoer! De yoyoer jeg har til jer i dag, er lidt specielle. Der står nemlig TRO på dem. Troen er en gave fra Gud. Vi kan hverken måle eller veje den og nogen kan opleve, at de har fået meget; nogen oplever, at de har fået lidt. Men troen er aldrig stenhård og skridsikker. Den er for de fleste sådan lidt svingende; ja, man kan sige, at det kører lidt op og ned for os med troen. Grundtvig sammenligner et sted vores tro med en gyngende hængebro og Søren Kirkegaard siger, at troen er som en edderkop, der springer ud i intethed i sikkerhed om, at den må lande sikkert.

I kan roligt springe ud og prøve kræfter med livet. Husk, at I om et øjeblik, forsager Djævelen, det betyder, at I siger nej til det onde, og Ja til Gud. Og mellem jer og Gud er der en line, som snoren her i yoyoen. I kan roligt, som edderkoppen springe, prøve kræfter med livet, uden at vide helt, hvor I ender, men husk på linen mellem jer og Gud. Husk, at holde fast i ham, men allervigtigst: Husk at han altid holder fast i jer.

Tillykke med dagen!