Det visuelle refleksionsspil

Det visuelle refleksionsspil

Mål

At reflektere og sætte kristne og etiske begreber, betegnelser og ord på forskellige billeder

Forløb

Konfirmanderne deles ind i hold af fire personer. Hver konfirmand får fem tilfældige billeder, resten ligges i en bunke midt på bordet – klik her for billeder.

En af konfirmanderne vælger et af sine billeder og sætter en betegnelse eller begreb på, fx svigt. Det gælder om ikke at sige en for tydelig betegnelse eller begreb (at sige ring ved et billede af ringe er for let!) - det må gerne være lidt udfordrende. Dette billede ligger konfirmanden ud på bordet med bagsiden opad.

De andre på holdet skal også vælge et af deres billeder, som de synes viser eller symboliserer svigt på den ene eller anden måde. Det valgte billede ligges ud på bordet med bagsiden opad.

Når alle har lagt et billede ud, blandes de og vendes. Nu skal de andre på holdet for sig selv gætte hvilket billede konfirmanden, der sagde svigt, har lagt ned. Når alle har fundet det billede, de tror det er, fortæller konfirmanderne det til hinanden.
Først når billedet er gættet, må konfirmanderne fortælle hvilket der er deres eget.

Den eller de personer, der gætter rigtigt, får et point (konfirmanderne noterer selv ned).

De billeder der er brugte ligges til side, og alle tager et nyt billede fra bunken. Alle skal hele tiden have fem billeder på hånden. En ny konfirmand vælger en betegnelse eller et begreb til et af sine billeder og ligger dette med bagsiden opad ud på bordet. De andre vælger ligeledes og sådan fortsætter spillet, indtil der ikke er flere billeder tilbage.

Arbejdsmetode

Spil, refleksion og samtale

Forberedelse

Printe billeder – klik her, klippe dem ud og evt. laminere dem (vær opmærksom på, at billederne ikke er gennemsigtige/kan ses når de ligger med bagsiden opad).

Der skal printes et sæt pr. gruppe.

Materialer

Billeder – klik her

Papir og skriveredskaber

Varighed

30-45 minutter

Diverse

Spillet giver konfirmanderne mulighed for at sætte billeder på og reflektere over kristne og etiske betegnelser, begreber og ord.

Forhåbentlig opstår der ved at skulle sammensætte betegnelser og begreber med billeder en refleksion eller måske undren over, at billedet af en bilulykke både kan vise skyld, svigt og uretfærdighed eller at billedet af en gravid både kan vise nyt liv, skabelse, bekymring og kærlighed.

Der er altså ikke et facit i spillet! Der er ikke kun ét billede, der viser svigt, håb eller glæde – mange betegnelser og begreber gemmer sig i de samme billeder, og det er op til konfirmanderne at tolke, hvad billederne viser.