At lytte til den store fortælling
At falde til ro
At koble fortælling, rum og ritual
- Alle konfirmander har en pude med den første gang! (Og har de ikke det, så vær sikker på, at de husker den næste gang!).
- Vi går i kirken – og så lægger de sig på en bænk hver med hovedet ud mod midtergangen (eller på gulvet, det er der nogen, der hellere vil). Jeg bruger lige to minutter på at tale dem ”ned”, fortæller dem, at det ikke gør noget, at de falder i søvn, for i kirken er vi for at slappe af. Vi er på vandring sammen med Gud, frem mod konfirmationen, ind i resten af livet….
- Når de er nogenlunde stille, begynder jeg at fortælle. Vandringen begynder i Paradisets Have og slutter Pinsedag!
Jeg op og ned ad kirkegulvet og fortæller bibelhistorie for dem! Ca. 15 minutter hver gang – de første gange kan der godt være lidt uro – men det klinger ud. En enkelt gang har jeg bedt en om at tage en time out, men han bad for sit ”liv” og fik lov at høre resten af fortællingen.
I løbet af fortællingen, får de alle lige så stille slået korsets tegn på ansigt eller ryg, alt efter, hvordan de ligger. Og skulle jeg glemme det, så får jeg det også at vide: ”jeg fik ikke noget kors i dag!”.
Når de rejser sig, samles vi oppe ved knæfaldet og bekender troen, så knæler de (for det vil de gerne) og så beder vi fadervor sammen og jeg lyser velsignelsen.
På den mest forunderlige måde, som jeg ikke kan forklare, har det øget lysten til at gå i kirke om søndagen. De lytter med, de kommenterer (både sidste år og i år) på det, jeg har sagt i prædikenen. Desuden ved jeg, at selv om vi måske ikke har slået så vældig meget op i bibelen, så får de kendskab til de store fortællinger i GT og NT. Selvfølgelig skeler jeg til søndagens tekst, men ikke altid.
Inge Mader Jensen
Sognepræst, Sjørslev-Almind-Lysgård Pastorat
Fortælling og ritual/tegn
Inspiration kan hentes i f.eks.:
At klargøre fortællingen
15 minutter hver gang